Trinitatis søndag, 15. juni 2025 kl. 10.30

TAKSIGELSESKIRKEN

Åh Gud, bevæg mit liv! Amen

”Alt hvad jeg ser, er vibrerende atomer” sang Lars H.U.G. engang, på en af sangene med bandet Kliché. Og det er jo rigtigt. Alt hvad vi kigger på, selv noget så fast som et stykke træ eller metal, består af atomer i bevægelse. Sådan må verden tage sig ud, set med en kernefysikers blik, og sangen har netop navn efter videnskabsmanden Oppenheimer, som var med at opfinde atombomben. Atombomben er så farlig, fordi den slipper al denne bevægelse løs, frigør den fra den orden, som hersker i de forskellige grundstoffer og materialer.

For 700 år siden, da Dante Alighieri skrev sit værk ”Den guddommelige komedie”, var kernefysikken ikke opfundet. Alligevel begynder den sidste del, om Paradiset, med at Gud kaldes for den ”som bevæger alt”.

Det, jeg prøver på at sige, er at verden er i bevægelse. Og at Ånd er bevægelse. Det hører vi Kristus sige i dag hos evangelisten Johannes. Han sammenligner Ånden og vinden. ”den blæser hvorhen den vil og du hører den suse, men du ved ikke hvor den kommer fra og hvor den farer hen”.

I øjeblikket vil mange gerne tale om Ånd. Nogle taler om at der er en form for åndelig vækkelse i gang. Åndelig oprustning, kaldte vores kirkeminister det endda. Efter at politikerne i årtier har talt dårligt om de humanistiske fag, der beskæftiger sig med alt det, som ikke direkte kan omsættes til ny teknologi eller erhvervseventyr, er det som om man begynder at indse at der mangler noget. Der var noget, der blev smidt ud med badevandet. For hvis der ikke er ånd i det, så bliver det meningsløst. Så får vi milliardærer, der bevidstløst bare skovler penge ind uden nogen som helst idé om hvad det hele skal til for andet end at styrke deres ego, så får vi en stat, der kun kan se borgerne som omvandrende regneark af indtægter og udgifter. Så bærer mennesket og det menneskelige ikke længere sit formål i sig selv. Og det er farligt.

Problemet er, at ånd ikke kan være et politisk program eller en målsætning. Ånd kan aldrig gøres til et redskab for menneskelig vilje eller politisk ideologi. Ånden må være fri. Ånden må bevæge sig frit.

Selvfølgelig er det ikke bare ånd, der tales om i dagens læsninger, sådan i almen forstand. Det er Gud Helligånd, den Ånd vi taler om, når vi taler om den treenige Gud.

I daglig tale kan det have en anden betydning at tale om ”det åndelige”. Så handler det ofte om det, som ikke har form eller krop, om det legemløse. Så taler man om tilværelsens åndelige dimension som en modsætning til det materielle.

Det kunne lyde som om Jesus taler på den måde, når han taler om kød og ånd. Men at blive født af Ånden handler ikke om at fornægte kroppen eller den materielle verden. Eller sagt på en anden måde: Man bliver ikke mere åndelig af at fornægte sin krop eller sin verden.

Jesus taler netop ikke kun om at blive født af Ånd. Han taler om vand og Ånd, om dåben. Ånden leder os ikke ud af verden, men ind i verden. I dåben beåndes verden, den verden, vi bebor. Alt det, der bevæges, alle de vibrerende atomer, bevæges nu af Ånden. Og vi, der lader os bevæge, bevæges af den samme Ånd. Ånden tilhører ingen, den er Guds. Intet menneske kan gøre krav på den eller bruge den til sit eget formål. Derfor er det åndløse og det immaterielle, legemløse, ikke det samme. Tværtimod. Når begreber og ideer mister forbindelsen til vores kroppe, vores levede liv, bliver de umenneskelige. Så dikterer ideerne pludselig at sort er hvidt, at løgn er sandhed, at krig er fred og overvågning er frihed. Og mennesker forventes at stole på ideerne frem for deres egen erfaring.

Det som kaldes kød er alt det, som er uden Ånd, uanset om det er materielt eller ikke. Et begreb eller en ideologi, kan være åndløs, på samme måde som materialismen kan være Åndløs. Jesus taler om sig selv som ”den, der steg ned fra himmelen”. Han taler om inkarnationen. At ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Da Jesus blev menneske (det er egentlig det, der ligger i at kalde ham for Menneskesønnen) var det Guds skaberord, som tog bolig i vores verden.

Det er det, som fejres på i dag, trinitatis søndag. Trinitatis er det latinske ord for det, vi på dansk kalder treenigheden. Altså at Gud er én og dog tre. At Gud på én gang er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det kan være svært at begribe. Men hvis man samtidig holder det for sig at Gud er kærlighed, bliver det måske lidt mere nærværende. Hvis man tænker på kærligheden fra Gud Fader, som skabte os, Gud Søn, som forløste os og Gud Helligånd, som levendegør os og vores fællesskab. Også her gælder det, at der er bevægelse i det. Gud er ikke bare altings bevægelse, Gud er også selv i bevægelse. Fordi den ene Gud er tre og de tre forholder sig til hinanden samtidig med at de forholder sig til os mennesker. Kristus kan tale om sin Far og om Ånden, Gud kan tale om sin søn. Bevægelsen betyder at vores billede af Gud aldrig kan stivne i ideologi eller læresætninger, som ikke må udfordres.

Pinseunderet skete ikke fordi disciplene fik en idé. Det skete ikke ud af deres vilje eller tanke. De blev grebet af Ånden, og Ånden førte dem med sig. Inkarnationen, det at Kristus kom til verden, betyder at Ånden har forbundet sig med det menneskelige og med vores verden.

I denne skabte verden lever vi, født af både kød, vand og Ånd. Kødet er alt det, der forgår, Ånden er evig. Det bevæger sig.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 Salmer:

403 Denne er dagen

435 Aleneste Gud

Kirkesangbogen 924 Helligånden sværmer

--

291 Du som går ud

439 O du Guds

292 Kærligheds og sandheds ånd

287 Kraften fra det høje (Berggreen)