Af Signe von Münchow Krarup-Leth Nykrog

I salmebogen vrimler det med eksempler på, hvordan naturlyrik går hånd i hånd med den kristne forkyndelse, og især solbilleder og sommermetaforer går igen. Solen er et stærkt billede på liv, vækst og velsignelse, og siden tidernes morgen har solen i mange religioner været et symbol på det guddommelige. Kristendommen er ingen undtagelse.

I salmetraditionen bruges solen tit som billede på Gud (f.eks. i adventssalmen ”Gør døren høj, gør porten vid”, hvor Jesus er ”den rette glædessol”), og solopgangen bliver ofte en metafor for opstandelsen (f.eks. i ”Som forårssolen morgenrød, stod Jesus op af gravens skød”). Igen synger vi tit om sommeren som et symbol på Paradiset og Guds rige (f.eks. synger vi om den ”høje sommer… hvor natten aldrig kommer” i ”Tunge, mørke natteskyer”, eller om, hvordan der med Jesu genkomst ”gryr en evig sommer” i ”Det dufter lysegrønt af græs”).

Mon ikke du, mens du læser dette, selv overvejer, hvilke andre solsalmer, du kan komme i tanke om?

Jeg kan huske, da vi til musikundervisningen i 1. klasse hver skulle vælge en sang. Selvom vi knap havde lært at læse, bladrede vi alvorligt rundt i siderne på vores børnesangbog. Jeg havde forinden boet nogle år i udlandet, og mest sunget tyske og engelske børnesange, så mens mine klassekammerater valgte ”Jutlandia” eller ”Elefantens Vuggevise” fandt jeg blot én, som jeg kendte godt: ”I østen stiger solen op”. Selvom min familie ikke sjældent, men heller ikke ligefrem flittigt, gik i kirke, så var jeg bekendt med denne solsalme, og det siger i virkeligheden mere om salmen, end om min families kirkegang.  For hvis man spørger danskere, også de, der ikke ofte går i kirke, hvilke salmer de kender, så tror jeg, at langt de fleste vil svare netop ”I østen stiger solen op”. Gennem generationer har den givet genlyd i skoler og kirker i hele landet, og selv på Forsvarets frømandsuddannelse er det nærmest obligatorisk for elitesoldaterne at kunne den udenad. Den er endda én af de seks danske sange, der kom med i EU-sangbogen, der udkom sidste år, med sange fra alle medlemslande. Så central er den for dansk sangkultur.

B. S. Ingemann skrev den i 1837 til en samling af syv morgensalmer for børn – én salme til hver dag. ”I østen stiger solen op” var salmen til onsdag. Den skildrer, hvordan solopgangen i øst skrider frem og indhyller verden med ”en himmelsk glans på jord”. Øst er ikke blot verdenshjørnet, men der, hvor Paradiset i traditionen ligger og Guds skabelse af verden tog sit udgangspunkt, ”hvor livets væld udflød”. I løbet af salmen bliver solen stjernen, der leder de vise mænd til Betlehem og hen til den nyfødte Jesus, for endelig at blive identisk med Kristus selv: ”du soles sol fra Betlehem”.

Selvom vi for længst lever uden for Paradiset med liv, der kan være omskiftelige og uforudsigelige, så bringer solen os hver dag ”et glimt fra Paradisets kyst”. Derfor slutter salmen også med at takke for alle daglige ”glimt fra lysets hjem”. Uanset, hvor natlig tilværelsen fra tid til anden kan erfares, så vil der bag enhver nat gemme sig en morgen med en solopgang, der på ny sender strålebundter af solstrejf over os. Det giver mod til atter at møde verdens uforudsigelighed.

Uagtet verdens uforudsigelighed, så bliver det nok både lunt forår og solrig sommer. Mon ikke flere sol- og sommersalmer genkendeligt vil bruse i blodet på os, når vi til de mange kommende gudstjenester vil synge om pinsesolen, der danser, om morgenstunden, der har (sol)guld i mund og om den varme og lyse skærsommer. Sådan synger vi om solen, sådan klinger sommeren. Glædeligt forår og god sommer!

Af Signe von Münchow Krarup-Leth Nykrog

Artiklen er fra Kirkebladet, som udkom i slutningen af marts 2025. Har du ikke fået bladet? Det kan afhentes (gratis) i både Lundehus kirke og Taksigelseskirken