Prædiken til 14. s. e. trinitatis, 21. september 2025 kl. 10.00

LUNDEHUS KIRKE, sendt på DR, P1

af Julie Damlund

”Jeg bliver indimellem sur, såkaldt ud af det blå

Fordi jeg har lært at presse mine grænser

Fordi det at sige fra = ensomheden.

Jeg skal bare være glad for at nogen gider være sammen med mig.

Jeg skal bare være glad for plejehjem og sundhedssektor”

     Sådan skriver digteren Caspar Eric om at leve som handicappet, om den konstante kamp, det er, at leve i en verden, indrettet på nogle andre; de ”normale”. I den verden er det også de normale, der udstikker rammerne for ”de andre”. Hvor meget kan man tillade sig at bede om? Og hvornår skal man ”bare være glad”? 

     Spørgsmålet om tak og taknemmelighed løber som en rød tråd igennem dagens gudstjeneste. Men der er grund til at være varsom over for taknemmelighed som værdi eller krav. For der ligger en udøvelse af magt i at kræve taknemmelighed af andre. De fleste, der tilhører en minoritet, kender til den forhandling, hvis præmisser, man ikke får lov til selv at definere. Som minoritet er man på tålt ophold i fællesskabet; derfor skal man ikke gøre for meget væsen af sig, ikke kræve for meget og ”bare være glad” for det, man får. Sådan forhandles der på samfundets store markedsplads.

     Dér ude i det åbne, bliver Jesus råbt an. Som så ofte i evangelierne hører vi at han befinder sig i en grænseegn, uden for byen. De ti syge beder ham om hjælp og de får den. Nu er de løst fra deres placering udenfor. Som rene kan de nu løfte hovederne og genindtræde i de raskes fællesskab. Der er ingen grund til at tænke dårligt om de ni, der griber chancen. De har sikkert både være glade og taknemmelige. Men den tiende gør noget andet. Han går tilbage til der hvor Kristus er. Han indser at der er sket noget nyt, en perspektivforskydning. Forholdet mellem centrum og udkant, mellem midte og periferi, har ændret sig, for Jesus befinder sig stadig der, på kanten. Det er her det sker, det vigtige, det egentlige: ”Din tro har frelst dig” siger Jesus. Og så må vi forstå at frelsen er noget mere end helbredelsen fra den konkrete sygdom. Frelse er en anden form for helbredelse

   Et andet digt [og her skal jeg måske advare om sprogbrugen, som altså er Caspar Erics og ikke min], et andet digt hedder: ”Spasser er et ord i ordbogen, der betegner noget dårligt”. Her skriver Eric blandt andet

”Manden, der bliver afvist i døren for sin hudfarve, er en spasser

Og kvinden, der går hjem alene er en spasser.

[…]

Og de raske er spassere i et lige om lidt

Hvis de ikke allerede bare skjuler at de er spassere”

I dagens anledning kunne vi udskifte ordet ”spasser” med ”spedalsk”.

     Og spedalske, det er vi alle. Det er et menneskeligt vilkår. Vi er begrænsede af alt det, vi ikke kan og det, vi ikke magter. Af skammen over ikke at magte, af trangen til at lade som ingen ting. Vi er begrænsede af vores manglende evne til at give alle plads i fællesskabet.

     Spedalske er vi alle og frelsen rækkes til os alle. Dér er frihed, der er oprejsning. Dér kan vi være uden forskel, og uden at kæmpe om pladsen.

     Dér er frihed til at klage og frihed til at sige tak. Det vidste Paul Gerhardt, som skrev den salme, vi sang her for lidt siden. Paul Gerhardt levede for snart 400 år siden. Han skrev sine salmer på baggrund af 30-årskrigen, som bølgede igennem Europa med sult, plyndringer og fattigdom til følge. Han skrev i en tid hvor mennesker vendte sig til Gud, både i glæde og smerte. Sorgen og de tunge slag, som livet rummer, tolkes som prøvelser, der skal modne sindet. Og alt modtages med tak. Ikke en tak til velfærdsstaten, kæresten eller de varme hænder, men til Gud.

     Paul Gerhardt skriver ikke sådan for at gøre Gud til en smålig tugtemester. I vores egen tid tænker vi anderledes om det, vi rammes af, sådan som vi skal synge om det nu om lidt. Men for Gerhardt var det vigtigt at det er hele livet, både det lette og det svære, som vi trygt kan lægge i Guds hænder. Vi kan vende os til Gud med glæde og sorg, med afmagt og jubel; med alt hvad livet rummer. Det er dér livet er, i den tætte sammenhæng mellem Gud og menneske. Dér er ikke forskel på raske og syge, på normale og unormale, minoritet og majoritet. Der hører vi til, både du og jeg, værkbrudne som vi er, i vores forsøg på at være mennesker i en verden, der kan synes umenneskelig.

     Det er derfra, vi kan løfte vores medmenneske op, række hjælp, når der er hjælp behov, og selv tage imod.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

KIRKEBØN

Gud vor far; du som har skabt al ting, også vores længsel efter dig.

Vi takker dig fordi vi må leve i verden som dine elskede børn.

Vi beder dig: Gennembryd vores verden med din fred; oplys vores mørke med din nåde.

Vær hos alle der lider og alle der sørger. Se til dem, der ikke har kræfter til at se til dig.

Velsign og bevar din kirke her hos os og ud over hele jorden. Lad dit Ord leve og udbredes imellem os, fra hjerte til hjerte, uden hindring.

Vi beder dig for vores land og alle, der bor her, for kong Frederik den X og hele hans hus, for regering og folketing, alle, der har magt over andre; lær dem kærlighed og sandhed.

Vor far, bliv hos os med din Ånd, indtil Kristus bliver alt i alle og vi samles hos dig i dine himmelske boliger. Amen!

Salmer:

3 Lovsynger Herren

1 Guds menigheds syng

37 Min Gud befaler jeg

--

K 858 Å Gud vær du min ånde

e. alterg: 410 v. 7

427 Tak for al din fødsels glæde

Citaterne stammer fra Caspar Eric: Nye balancer (Gyldendal 2023)

Foto: Tobias Kobborg