Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. 

Amen

---

Prædiken (et talepapir i sin rå ubearbejdede form)

Det er et nyt år der begynder i dag… Det at noget er nyt, er en svær størrelse – for vi har jo ikke prøvet det før…  Vi kan jo have en forestilling om at det minder lidt om det gamle – Der er jo ikke rigtig andet nyt, vi vender et blad i kirkekalenderen og vender tilbage til julefrokoster, juleforberedelser – lidt kalenderhygge måske… Det er velkendt – men der er mere i advent, for vi venter på det nye der kommer.

Om godt en måned skal nytåret knalde i gaderne med raketter og champagnepropper, men allerede nu er det nye år tændt med en spinkel lille flamme i adventskransen.

Vi bebor en tid og kultur, som hylder fornyelse, vækst, forandring og omstillingsparathed. Men vi gør vold på os selv for at elske denne fornyelse. Det gennemsyrer alle dele af vores liv, fra omstillingsparathed i vuggestuen, til fornyelse på plejehjemmene - fra familie og forbrugsvaner, til sociale systemer og økonomiske modeller. Vi hylder det nye, samtidig med at vores hjerner genetisk er kodet til det stik modsatte.  Fra day one – lige siden amøbestadiet for 3 milliarder år siden og op gennem hele den evolutionære udvikling, har vi ønsket, , gentagelse, genkendelse, reproduktion, tryghed, sikkerhed og kontinuitet. Enhver ny ting der sker, skal passes ind i det velkendte – Enhver ny opfindelse er i virkeligheden et forsøg på at gøre det gamle bedre… Vi fandt kun Amerika, fordi vi prøvede at skyde genvej til den gamle verden. Fornyelse er i virkeligheden stressende, utrygt og ubehageligt.

Måske er vi i en konstant chok-tilstand, når vi midt i forbrugshelvede skal have den nyeste Iphone 13. En telefon som vitterlig er fysisk identisk med den gamle, bare usynligt hurtigere, umærkeligt bedre – Den er ny og magen til.  Vi ved det godt, inderst inde… Vi vil bare gerne holde fast i det vi kender og gøre os det lidt mere mageligt. Vi vælger det velkendte!  Og vi arbejder os ihjel, for at kunne gøre det velkendte lidt lettere.

Så det forfærder os umærkeligt, ubevidst, men ubegrænset, at vi står foran et årsskifte: For enhver begyndelse, er en afsked – og selvom vi har prøvet det igen og igen til ubemærket hudløshed – så er skæmmende det der sker:

 Åh nej, vi troede det var slut, men er det hele ved at begynde igen?

Den frygt der ligger her på tærsklen til vinteren, hvor Corona passet genkomst er et første varsel om, at vinteren kan komme med nye retningslinjer og nye varianter?  Og bare navnet på den nye variant lyder ildevarslende, nærmest dæmonisk: "Omikron."

Det er velkendt, men alligevel er alt jo forandret.

Vi troede og håbede, at vaccinen gjorde at vi kunne gå tilbage til før - at vi kunne sætte parentes om c-19 perioden og vende tilbage. Men vi vender aldrig tilbage. tiden går ubønhørligt fremad: 

 Alt er det samme, alt er forandret.

Det er det det handler om i dag, og det som det handler om i fortællingen i evangeliet i dag.

At komme,  vi venter på ham som kommer, med noget helt nyt, en vinternat om ikke så længe… Når Jesus gør alting nyt! Men her hos Lukas er som om, at Jesus bare gør som man nu engang har for vane – han går i synagogen på sabbatten som han altid gør – og så åbner han den helt almindelige bog og siger til alle dem der har kendt ham siden han var en lille knægt ved gadekæret: Det her handler om mig, jeg er Guds udvalgte, Han sender mig for at hjælpe de fattige, frigive de fængslede, gøre de blinde seende og alle der er undertrykte skal blive frie.

Det er som om det er et helt vildt misforhold i dag… Jesus der siger ”Jeg er Guds Søn” og folk der siger ”er det ikke Josefs søn”, og balladen mellem det velkendte og det nye spænder ikke stille af. 

Så hvad betyder det, hvad er det NYE, hvad er det der kommer – når Jesus Kommer hjem og alle genkender ham, og er det også noget der er nyt for os i dag, her midt i vores velkendte verden?

Det er netop her i spillet mellem det nye og det velkendte en vigtig pointe ligger. For julenat, hvor Gud træder ned fra sin himmeltrone og ind i tiden – Det er så nyt, at det forandrer alt for os mennesker – Vi kan ikke længere blindt følge en himmelsk arkitekts plan eller underkaste os kosmiske superkræfter i håbet om magt og indsigt. Gud er ikke længere mystisk, fjern og uudgrundelig – Men nærværende, sammenføjende, støttende og velkendt – Ja det er naboens søn, det er den fremmede der falder på gaden, Guds ansigt viser sig der, netop som den der kigger op fra bogen og siger: Det hele begynder her, alt er forandret – Alt er nyt, kom og se!

De har ikke ligefrem lyst til at komme at se, bysbørnene. Jo i starten synes de det er fornemt med dette byens vidunderbarn der er kommet hjem og udråber et Jubelår – Men den her julegave tager han hurtigt fra dem, og siger at det her det er noget alment, for alle mennesker til alle tider – Men ikke til dem. For de kan kun se Josefs søn, Ikke Guds søn.

Det er ikke ligefrem Julestemningen det kalder frem i dem der står i synagogen – Tvært imod billedet af at de jager ham ud af byen og op på en klippeafsats – minder mere om fakkeloptoget i slutningen af en gyserfilm, hvor syndebukken bliver jaget ud over afgrunden af vrede bønder med høtyve og fakler – De vredens fakler er jo et helt andet lys en den lille håbets flamme som vi tænder her i kirken i dag.

Og hvis vi tænker på historien i Jesu Liv, så ender det jo netop med en anden gruppe der bliver meget vrede, korsfæster og dræber ham, fører det ud i livet, som hans bysbørn ikke for lov til i dag.  Og hvis vi tænker på menneskets historie de sidste 2000 år, så er de fine små håbets lys, alt for ofte blevet udskiftet med hadets fakler.

Vredens flamme, som en forsvarsreaktion, når vi oplever noget nyt – noget vi ikke kan kapere. Når vi får at vide, at det vi altid har gjort er helt forkert, får at vide at det vi tror er vores fortrin faktisk er vores handikap. Når vi får afmonteret enhver status, magt og viden som vi har tilkæmpet os, så kan den vrede få os til helt at glemme hensynet til vores med menneske… Vi tænder vores egen fakkel for at finde vores egen vej i mørket                 

Over for den står den håbets flamme, som netop siger hjælp de fattige, frigiv de undertrykte, trøst de sorgfulde og fød’ de sultne… Den flamme som bliver ved med at elske, ved med at tro, ved med at håbe – selv ind i det mørkeste mørke, selv her 2000 år efter

Men den flamme er så lille og så spinkel, det kommer til at lyde en smule verdensfjernt, hvis nogen tror at vi kan bære det lys frem og lave verden om.

Men det der er det vigtige med håbets flamme her i dag er netop at vi ikke engang kan bærer den selv – Vi kommer uvægerligt til at blive grebet af alle mulige begærs flammer, og vi kommer så igen og igen til at glide ind i folkemængden der driver ham foran sig.

Men der er der den helt forunderligt mærkelige slutning i dag – At midt i denne gyserslutning, vender han sig blot om og går-… Som et lille spinkelt lys der bare umærkeligt går igennem den ophidsede mængde, ubesværet uproblematisk –  Et håb på trods – i direkte modsætning til alt hvad vi erfarer. Håbets flamme skal vi ikke bære – Den sætter sig selv igennem, og hvis vi tillader os at fæstne lid til dette spinkle lille lys, bare ligeså stille, uden at skulle alt muligt med det – Bare side ligeså stille med håbets flamme, så er der en verden af muligheder – Muligheden for at se os selv med hans blik, og blive sat fri der hvor vi blinder os selv, og alt det der binder os, blive mætte i vores umættelige sult, og hjulpet i vores indre fattigdom. Håbets spinkle flamme i evighedens lys.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.