Prædiken til 13. s. e. trin, søndag den 3. september kl. 10.30

Holdt af Julie Damlund i Lundehus kirke

Salmer ved gudstjenesten:

752 Morgenstund har guld i mund

100 s. 889 Du skal elske din næste som dig selv

KSB nr. 878 Det var ved et tilfælde

--

313 Kom regn af det høje

728 v. 3 (Du gav mig, o Herre)

696 Kærlighed er lysets kilde

  Du er rig! 

  Du ved det måske ikke selv, når du ligger dér i grøften, forvirret over hvordan du havnede dér. Når du kun kan tænke tilbage på dit liv, men ikke kan se nogen vej frem; ikke kan se hvordan du kommer ud af det dynd, du stikker i. Men du er rig, for Guds kærlighed er allerede hos dig. Dit liv, som virker uoverskueligt for dig selv, er set, gennemlyst og elsket, selv om du lige nu føler dig fastlåst og usynlig.

  Og du er rig, fordi du lige om lidt er den, der kommer forbi et andet menneske, ser dét menneskes nød og har noget at give det.

  Du er rig, men det du har er ikke dit eget. Det, du har at give af, tilhører ikke dig. Det er Guds kærlighed, som du får lov til at ødsle med. Det er Guds nåde, som du får lov til at give videre til andre.

--

  Jeg ved godt at det er provokerende og letkøbt at sige sådan. For den som er fattig og forslået har brug for mad og lægebehandling, ikke en prædike. Eller rettere sagt: Stillet over for et menneske i nød er der kun én måde at prædike på, nemlig at afhjælpe den nød, så godt som man kan. Man kan ikke spise ord.

  Alligevel tror jeg vi er nødt til at løfte blikket og tanken i mødet med præsten, levitten, manden i grøften og den barmhjertige samaritaner. Det er så let, så fristende, at udpege helte og skurke i fortællingen. At forestille sig hvilken rolle, man selv spiller.

  Hvis vi bliver i det konkrete, så kommer vi hurtigt til at sidde fast i den indlysende konstatering af, at det selvfølgelig ikke er muligt at hjælpe alle. Som kirke og kirkesamfund føler vi en særlig forpligtelse til at hjælpe. Det er ét af kirkens kendetegn at man tager sig af syge, fattige og ensomme. Diakoni, hedder det, og ordet kommer af det græske ord for at tjene. Og det bliver sagt helt tydeligt gang på gang: Det er sådan, man kender Kristi kirke på jorden. "I skal tjene hinanden," siger Jesus, da han afklæder sig sin dragt, sætter sig på jorden ved disciplenes fødder og vasker dem. "Bær hinandens byrder," hedder det i det, brev, som læses til vielser, men som jo ikke handler om forelskede brudepar, men om den kristne menighed. Det er helt entydigt. Men ikke mindre svært eller besværligt af den grund.

  Vi samler ind til menighedsplejen i forbindelse med dagens gudstjeneste. Det gør vi næsten hver søndag, for at have midler at dele ud af. Alligevel må vi begrænse adgangen, opstille regler for hvornår man kan modtage hjælp. Allerede dér lykkes vi ikke med at gøre som samaritaneren. Han opstiller ingen regler, han beder ikke om oplysninger; han hjælper bare.

  Når jeg som lille hørte fortællingen var der en ting, som særlig fangede min opmærksomhed, nemlig det med at samaritaneren indlogerer den sårede mand på et herberg. Vi havde meget småt med penge, så jeg havde aldrig prøvet at bo på hotel eller det, der lignede. Derfor jeg tænkte meget over at samaritaneren virkelig havde penge til at betale for noget så luksuriøst som et herberg.

 Det er et naivt og begrænset udsyn, selvfølgelig, men der er jo alligevel noget om det. Der er mange, der ikke ville have økonomi til at gøre noget lignende.

  Mest af alt, så er den lille erindring et eksempel på, hvordan man farer vild hvis man prøver at forstå fortællingen 1:1. For pointen er jo, at samaritaneren deler ud af sit overskud. Hans handling er et billede på at den, der tager imod Guds gaver, altid har noget at give.

  Fortællingen er på én gang ganske klar og tydelig: Du skal være næste for den, der har brug for hjælp. Og når du ligger i grøften har du brug for, at nogen er næste for dig.

  Samtidig er fortællingen som et billede af vores indre landskab:

  Nogle gange ligger vi ned, forslåede, blottede og ude af stand til selv at rejse os op. I vores kultur er der opstået en uhyggelig forestilling om at det på en eller anden måde er uværdigt at have brug for hjælp. Tænk bare på hvordan den offentlige samtale ind imellem lyder, senest i debatten om eutanasi. Men det eneste uværdige er måden, vi behandler dem, der i øjeblikket har hjælp behov. Værdigheden ligger i blikket; i hvordan vi ser på vores medmenneske. I salmernes bog, i det gamle testamente, lægger salmisten ord til en erfaring, som alle gør sig på et tidspunkt i livet. Salmisten skriver:

”…vandet når mig til halsen,

 jeg er sunket i bundløst dynd

og kan ikke få fodfæste.

Jeg er kommet ud på det dybe vand,

strømmen skyller sammen over mig.

 Jeg er udmattet af at råbe,

min strube er blevet hæs…”

  Men salmen er også en bøn, den begynder: ”Frels mig, Gud”. At bede er at række ud, i erkendelsen af ikke at kunne alting selv.

  Og så sker det, ind imellem, at vi får lov til at træde ind i et andet menneskes liv for en stund, at vi – på et lille stykke af vejen – får lov til at være den, der hjalp. At vi får lov til at dele ud af vores overskud. Vel vidende at det lige så vel kunne forholde sig anderledes. At alle mennesker indimellem befinder sig dér, i grøften. Måske er det ikke synligt for omverdenen, fordi der ikke er tale om en sygdom, der ses, eller om social nød, der afspejler sig uden på tøjet. Måske er det på de indre linjer, med følelsen af ensomhed i tilgift. Uanset er det en gave at få lov til at være den, der kunne hjælpe, i et andet menneskes liv. En gave, som skal modtages med stor varsomhed.

  Ofte er vi som præsten og levitten. Lukkede om vores eget, opsatte på det, vi selv er i gang med, uden åbenhed for at lade os afbryde af et andet menneskes behov for hjælp. Det er også en del af at være menneske, nogle gange føler man behovet for at samle sig selv sammen, holde igen med sig selv og vende mere indad end udad. Der var kun én som altid lod sig afbryde, én som altid hjalp, én som gav sig selv fuldt og helt, som gav os hele sit liv, da han døde på et kors for vores skyld. Den vej kan intet menneske gå. Han gik den for os og gav sig selv til os. 

  Derfor har vi rigeligt at dele ud af. Vi kan dele ud fra en kilde, som altid flyder. Og vi kan tage imod fra den samme kilde. Under Guds blik er hver og en af os et elsket menneske. Både når vi lukker os om os selv, når vi er afmægtige og svage og når vi er hjælpere for et medmenneske. Derfor begynder fortællingen med ordene om at disciplene kan prise sig lykkelige over at Jesus er hos dem. I dag er han hos os, i Guds kirke, i vores fællesskab, i nadveren hvor han giver sig selv til os, så vi hjælpes ud af vores ensomhed, op af grøften og ud i det liv, hvor vi ind imellem får lov at være den, der hjalp, i et andet menneskes liv.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

 Foto: Anette Schjødt Thorsen