22. s.e. trin, 13.november 2022 kl. 10.30. LUNDEHUS KIRKE

Søndagens tekster kan læses her

O at være en høne,

ingen kan finde, hvor er.

Gemme sig dybt i en have,

pikke et rødhudet bær.

Frank Jægers digt plejer at blive kaldt ”Være-digtet”. Som titlen siger handler det om at være. Om at være et menneske i verden. Og om at være fortabt i verden. O at være en stodder, stedt på den regnvåde vej. Ensom, fordrukken og sølle. Sådan en stodder er jeg. Sådan lyder digtets sidste strofe. Frank Jæger blev kaldt ”Den lyse digter”, men hans lyse digte var nok mere drømme om hvordan livet måske kunne havde taget sig ud. Inderst inde følte han sig fortabt i verden. For Frank Jægers vedkommende endte det ulykkeligt. De sidste år af hans liv blev præget af et stort alkoholforbrug og han døde kun 51 år gammel. 

For et menneske som ham – og dermed også for alle os andre, som har fået den opgave at være mennesker i verden – er det som om der findes to fortællinger om livet. Den ene handler om at kæmpe og vinde. Og om at lede og finde. ”Hun har fundet kærligheden”, står der i bladene, eller ”Han fandt lykken”. Hovedpersonen – mennesket - kæmper med sit liv, møder modstand, søger efter udveje og svar og overvinder problemerne. Og står til sidst styrket og med god grund stolt over at have klaret vanskelighederne. Det er, tror jeg, den mest udbredte historie. 

Men så er der en anden fortælling. En fortælling om at møde modstand og svære tider. Og at blive mødt af omsorg og kærlighed der midt i alt det svære. At stå midt i stormvejret og opleve at der findes steder at søge læ, indtil stormen begynder at lægge sig. I denne fortælling står hovedpersonen tilbage med en stor taknemmelighed over for livet og de mennesker, der er i det. Taknemmelighed over at modgangen trods alt også rummede den gave at der fandtes hjælp at hente.

Jesu ord i dag handler om den sidste fortælling. Han taler om hyrden, der går ud for at lede efter fåret. Om menneskesønnen, som er kommet for at frelse det fortabte. 

I den fortælling handler det ikke om at søge og finde. Det er ikke det enkelte menneske, der skal lede efter mening og identitet i livet eller den enkelte der skal kæmpe og finde hjælp når livet er svært. I den fortælling, Jesus sætter ord på i dag, handler det om at blive fundet. Om at Kristus er den hyrde, som finder det fortabte menneske dér hvor det er. Derfor går han også i rette med disciplene, som spørger hvem der er den største i himmeriget. Det handler ikke om at hævde sig og vise sig i al sin storhed på den ene eller den anden måde. I Guds rige er den mindste den største. Jesus bruger barnet som eksempel. Det handler ikke om at vi skal blive barnagtige, men netop som børn i den gode forstand. Børnene stoler på deres forældre og forventer sig alt godt fra dem, der skal tage sig af dem. Barnet forventer bogstavelig talt at blive fundet, hvis det bliver væk, at blive hjulpet op hvis det falder, at blive plejet hvis det er sygt, at få mad når det er sultent. Sådan skal vi også vente os alt godt af Gud. Derfor fælder Jesus dom over dem, som skuffer denne forventning og skader den. Eller som Jesus siger det: Den som bringer en af disse små til fald. Og for de fleste af os er det vel sådan at der er en særlig forpligtelse over for børnene. At høre om børn, der svigtes eller udsættes for vold og misbrug får hjertet til at synke i livet. Men vi skal alle være som børn, siger Jesus. At nægte en anden den omsorg – og den anden kan både være et konkret barn eller et menneskebarn, som har levet længere tid på jorden – at bringe sådan et medmenneske til fald er ikke bare forkert, det er at det samme som at fornægte Gud. Den, der tager imod sådan et barn, tager imod mig, siger Jesus. Vi skal i vores medmenneske se det barn, som har brug for at blive fundet, at blive næret, at blive rejst op. Og vi skal turde se det barn i os selv og selv tage imod det, når et medmenneske rækker os hånden for at rejse os op.

At bringe et menneskebarn til fald; at undlade at tage sig af et menneskebarn, vil betyde at dét barn mister sin grundlæggende tillid til verden. At dét barn holder op med at vente sig alt godt af livet og bliver lukket i forhold til medmennesket. Det er det samme som at miste troen. At blive bragt til fald er at blive skilt fra Gud. Derfor har Jesus så hårde ord om det. Alligevel lyder det både voldsomt og skræmmende med møllesten om halsen og Helvedes ild. Jeg talte med jer konfirmander om det i sidste uge. Om der virkelig findes sådan et Helvede med en brændende ild. Jeg tror det ikke. Jeg tror ikke at Helvede findes som et konkret sted, hvor nogen kommer hen når de dør. Overhovedet ikke. Jesus siger det jo: Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Der findes mennesker, for hvem livet vitterlig er et helvede. Mennesker som hver dag går gennem smerte, håbløshed, frygt og angst. Jeg talte engang med en kvinde som befandt sig sådan et sted i sit liv. Vi talte i telefon, for hun kunne ikke gå ud af sin lejlighed. Når hun besluttede sig for måske at gå en tur ned i kiosken eller hvad det nu kunne være, så begyndte det. Så var det som om noget i hende begyndte at fortælle hende at hun ikke var noget værd, at hun lige så godt kunne gå ud foran en lastbil når hun kom derned på gaden, for hun fortjente ikke at leve. De fleste af os andre kender kun til at føle os fortabte i mindre grad. At føle sig på en ørkenvandring uden kort eller GPS. Eller at føles sig skilt fra de mennesker, som egentlig skulle udgøre ens glæde i livet. Som om man ikke helt er i sync, ikke helt til stede, selv om man sidder og taler sammen, eller skriver sammen. Man kan gøre alt det, man plejer, uden rigtig at føle sig ærlig i det, fordi man ikke føler sig hjemme i sig selv. Han er kommet til alle fortabte. For at frelse os, for at finde os og tage os med sig ud af vores fortabthed. 

Vi kan se på ham, alle fortællingerne om hvordan han opsøger og finder de trætte, de mobbede, de syge, de isolerede. Og hver gang bryder han den barriere ned, der skiller dem fra Gud og fra verden. ”Kom ned fra dit træ”, siger han til Zakæus, ”Rejs dig”, siger han til manden ved Betesdadammen, ”Heller ikke jeg fordømmer dig”, siger han, da han har reddet en kvinde fra at blive stenet; ”Din tro har frelst dig” siger han til den blinde og giver ham i det samme synet igen. De fortællinger handler om hver og en af os. Hver gang vi står skilt fra verden, fra Gud og fra os selv; fremmede for alt det, som egentlig skulle få os til at høre til, så kommer han til os. Måske kommer han i skikkelse af et medmenneske, måske kommer han som et glimt af håb på et uventet tidspunkt. Måske kommer han når vi kalder på ham med et Fadervor. Men han skal nok være der. Når ingen kan finde hvor vi er, midt på den regnvåde vej, dér finder han os.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed. Amen

Hør Frank Jægers digt sunget af Kim Larsen (melodi: Tony Vejslev): Åh at være en høne

Salmer:

747 Lysets engel går med glans

613 Herre du vandrer forsoningens vej

720 Som året går skal vore sind

--

593 En hyrde glemmer fåret ej

e. a: 192 v. 7

260 Du satte dig selv i de nederstes sted