Allehelgens søndag, den 6. november 2022 kl. 10.30. TAKSIGELSESKIRKEN

Er vi den glæde, Herre,

I rummets dybe sang,

Den sjæl som du har ønsket

Af duft og stof engang? Amen.

Jesus bad sine disciple om at være lys og salt i verden. Det er sin opgave. Lyset, som skinner på det, der ligger hen i mørke. Det dagklare lys, som oplyser den vej, vi skal gå, så vi ikke snubler. Lys, som får alle mørke tanker og skyer af bekymring til at fortone sig. Og salt. Saltet, som ikke er en ret i sig selv, men som giver smag til alle de andre ingredienser i retten. Saltet, som forsvinder idet det opløses, men som alligevel giver sig til kende. Saltet, som er noget særligt og samtidig noget uhåndgribeligt og uadskilleligt, når først det er tilsat mad eller væske. Lys og salt i verden.

Lyset er selvfølgelig ikke bare et hvilket som helst lys. Det er evangeliets lys. Det er dét lys, som kom til verden julenat; det lys som skal indgyde os håb og livsmod. Det er det lys som skal skinne på os, så vi kan se os selv som Guds hellige, udvalgte og elskede. Det er dét lys, der skal skinne på verden omkring os, så vi kan se at Gud skabte os for at forløse os. 

Endnu lever vi i en verden hvor al ting skal forgå. Det er et vilkår. Det er en erfaring, som gøres af alle mennesker på alle steder og til alle tider. Alligevel står døden foran os og nogle gange ved siden af os, som en uigennemtrængelig gåde. En afgrund, som vi ikke forstår. Døden er uacceptabel. Fordi døden jo netop ikke er. Døden er ikke. Den er ikke-væren. Men vi som endnu lever, kan kun forstå med vores væren i verden. Vi, som er, kan ikke forstå det ikke at være. 

Hele denne misere sættes i et nyt lys med Jesu forkyndelse. Guds rige er her! Det er nu! JEG er, siger Jesus. Jeg er her lyslevende, jeg levede før tiden og jeg lever gennem døden. Og den som hører mig til, skal gå med mig gennem døden ind til evigt liv. 

Det er nu det sker, nu og her. I Fadervor beder vi ”giv os i dag”, og vi beder ”forlad os vor skyld, således som vi – i dette nu – forlader vore skyldnere”. Bønnen fortæller at det er nu. Guds rige er ikke en virkelighed, som vil indtræde ved tidernes ende. Det er allerede sket, da lyset blev født ind i verden. Nu beder vi om at den nye virkelighed også må komme til os, at vi, med vore liv og vore kroppe må være dem, som iklæder Guds rige virkelighed.

Og saltet. Det er selvfølgelig heller ikke bare hvilket som helst salt. Det er den ny virkelighed. Det er den forandrende kraft, der skal brede sig ud i verden. Saltet er et billede på evangeliets evne til at sætte sig igennem. Verden er på en vis måde den samme som før, den ser ens ud. Og samtidig er der sket noget afgørende nyt i mødet med evangeliet. Som saltet i vandet skal evangeliet sætte sig igennem overalt.

Det lyder stort og fint. Kan det virkelig passe at så stor en opgave gives til disciplene og dermed også til os helt almindelige mennesker? Kristus er lys og salt, ja, men kan vi virkelig være det? Og hvad handler dét så om. Er det et krav til os om at leve på en bestemt måde, om at gøre noget så særligt at man kan være et forbillede for andre? Er denne her opgave om at være lys og salt i verden en form for ekstra lektier, som Jesus giver sine disciple. For så tror jeg måske, jeg springer over. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes der er rigeligt at gøre med bare at forsøge at være et nogenlunde ordentligt menneske og ikke blive alt for nedslået når det ikke lykkes.

Men så kan vi jo flytte tankerne væk fra os selv og hen til mennesker, som har betydet noget for os i vores liv. Hvordan de blev lys og salt. Det blev de ved at være til stede i verden. Ved at være del af vores liv. Og ved at bygge på det, som ikke forgår – kærligheden, omsorgen (den de gav eller den, de fik), tiden vi brugte sammen, ånden som var til stede imellem os og deres blik på vores liv som igen forandrede vores blik på os selv. Der var andre vidste vi om, uden egentlig at kende dem personligt. Nogle var rollemodeller eller forbilleder – sådan som helgener og martyrer er de i legenderne. Andre relationer, både nære og fjerne, var mere komplekse, men derfor så meget mere betydningsfulde. Alle bragte de lys og salt ind i vores liv. 

At Jesus fødtes ind i vores verden, levede, døde og opstod fra de døde, var begivenheder i tiden. Da først det var sket i verden, kunne intet blive som det var før. Alting blev nyt. 

Alligevel forbliver døden en gåde. Det er dette allerede – endnu ikke, som bliver sat så eftertrykkeligt på spidsen når vi mister. Jesus opstod – men den, der lades tilbage i verden uden et elsket menneske står med savnet og smerten uanset. Uanset at vi er døbt til at opstå med ham og gå ind til evigt liv. 

Shakespeare sagde: "Vi er det stof, som drømme gøres af. Vort kort liv omkranses af en søvn". Så flygtigt kan livet tage sig ud. Som en drøm, umulig at fastholde, når den er forbi. 

Når vi lever med vores døde i erindring, lever vi med et perspektiv, der rækker ud over os selv og denne verden. Vi fastholder dem, vi mistede, i vores kærlighed. Men vi er også selv holdt fast af Guds kærlighed til os. Den slipper ikke og den rækker ud over os selv. Nogle ville kalde det at leve i fortiden. Men i troen handler det mere om fremtiden. Om at leve med det perspektiv på livet at engang; engang skal vi alle være der, hvor Kristus er. Engang skal hver tåre tørres af vores øjne, og alt smerte være forsvundet. Engang skal vi se ansigt til ansigt. Engang skal vi være hos livets Gud, hvor mørket er som lyset, natten er lys som dagen. 

I den tro, vi fik som gave i dåben har vi fået et løfte om det, der skal komme. I Fadervors bøn: Giv os i dag, får vi et pant på at vi allerede nu iklæder håbet virkelighed med vore liv. I nadveren er Kristus selv til stede, her sætter vi os til bords med alle dem, som gik forud.

Lys og salt, det er nu. Derfor kan Jesus sige: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er. Guds rige er nu.

Derfor lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

KIRKEBØN

Himmelske far, altings skaber!

Du gør vores liv nyt og skaber håb, livsmod og glæde i os og omkring os. Du er den sande sol, der oplyser hvert hjerte.

Vi takker dig fordi du husker på os og omfatter både levende og døde med din kærlighed. Tak fordi du sendte os din søn, Jesus Kristus, at han kunne blive lys og salt i verden.

Nu beder vi dig: Lad Kristus lyse for os, lad dit lys skinne igennem os, så vi også bliver små lys i verden. Vor Far, lad saltet trænge ind i os og vore liv, som surdejen, der gennemsyrer brødet. Rens os, vend os om, gør os til nye mennesker, som tilhører dig og vor næste.

Vi beder dig, send os din helligånd, at dit rige må vokse iblandt os med fred og glæde.

Hold din beskærmende hånd over din kirke og os i den. Bevar os fra alt ondt og vær du med dronningen og hele hendes hus. Alle huse i by og på land.

Evige Fader, lad kærligheden vokse i vore hjerter, ja rens vore hjerter, så vi kan elske på fuldkommen måde og lovprise dig.

Amen

Salmer: 754 Se nu stiger solen, 31 Til himlene rækker, 557 Her vil ties -- Kirkesangbogen nr. 817 Jeg hører hjemme i dette hus, 729 Nu falmer skoven (mel: Jeg ved et evigt himmerig), 121 Dejlig er jorden

På billedet: Årets konfirmander har arbejdet med temaet "Hvad sker der når vi dør"